Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 28,16—20 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Vort evangelium til trinitatis søndag er dåbsbefalingen eller missionsbefalingen — nogle grundlæggende ord i kirken og i vores tro, for de ord lyder hver gang et nyt menneske bliver indlemmet i den kristne menighed, altså bliver medlem.
Det er jo også nogle store ord: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden ...”. I himlen og på jorden — det er over det hele! Det er altså en hersker der står her oppe på et bjerg og proklamerer sit herredømme. Og hvordan ser så denne hersker ud — er det den sagtmodige, lidende menneskesøn? Næ, det er snarere den sejrende Kristus.
Der er altid grund til at være på vagt når nogen taler om verdensherredømmet — der har i historiens løb været herskere som havde til hensigt at erobre hele verden, at tilrane sig magten over andre lande og folk. Det er værd at lægge mærke til at den hersker der her står og taler har naglemærker i hænderne — det er den korsfæstede og opstandne der står og taler.
Og så giver herskeren sin befaling — eller rettere opgaven til sine mennesker: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer”. Opgaven for denne herskers mennesker er altså ikke at erobre land eller olie eller indflydelse — men opgaven er at døbe mennesker og lære dem at holde Jesu befalinger. Og begge dele kræver samtykke og samarbejde — der er ikke antydning af tvang forbundet med opgaven. For at blive døbt skal man sige ‘ja’ — hvis man ikke vil eller ikke er interesseret eller direkte siger nej, så bliver man ikke døbt. Der findes nogle eksempler fra den kristne kirkes historie som der er grund til at skamme sig over, når man nogle steder i verden har tvangsdøbt mennesker — der er en beretning fra Kina hvor en general der var blevet kristen stillede sine soldater op på rækker og med en brandslange døbte hele kompagnier ad gangen. Den slags er overgreb, en skrækkelig misforståelse af hvad Guds herredømme drejer sig om. Dåben er et tilbud, en gave, som det enkelte menneske må sige ‘ja’ til. Og den anden del af missionsbefalingen er også tilbud og gave: at lære at holde alt det Jesus har befalet.
Nogle gange kan man høre præster og andre sige at opgaven er at døbe og lære. Men det er en forkortelse af dét der er opgaven og dét Jesus sagde: “lære dem at holde”. Man kan nemlig godt lære mennesker noget ved at banke det ind i hovedet på dem. Sådan har mange tidligere skoleelever og latinskolepoge lært mange ting — vi har stadig udtrykket: “jeg skal nok få det banket ind i hovedet på ham”. Men hvis man skal lære at holde noget, så skal det jo ikke blot tilegnes som en teori eller en lærdom oppe i hovedet, men så skal det blive en del af mig, en del af mit sind og mit handlingsmønster. Også her er der tale om at sige ja — hvis ikke man siger ja, så vil man heller ikke holde det.
Det er altså det, det betyder at være discipel. Jeg tror virkelig vi skal tage denne betegnelse alvorligt og bogstaveligt. Jesus siger ikke: gør alle folkeslag til mine tilhængere, mine undersåtter, mine soldater eller mine afhængige. Der ligger en stor frihed og et langt perspektiv i dette at han siger disciple. En discipel er en elev, en der lærer noget, en der er på vej.
Vi har vist i al almindelighed en forestilling om at den mission som apostlene og dermed kirken fik som opgave af Jesus, består i at hverve tilhængere, at få så mange som muligt ind i kirken. Men jeg synes ordet disciple korrigerer vores automatiske missionstænkning.
Jeg tror slet ikke man kan missionere ved at komme brasende og overvælde mennesker med sit eget. Jeg har ofte tænkt den tanke hvordan jeg ville reagere, hvis der kom nogle meget fremmede mennesker, fremmede både i udseende og kultur, f.eks. fra Kina, og på et halvdårligt dansk ville prøve at overbevise mig om noget som de anså for at være sandheden. Hvordan har vi egentlig selv lært de ting som vi synes er værdifulde i vort liv, og som vi holder? Altså — indretter vore handlinger efter. Og hvordan har vi lært andre noget værdifuldt, f.eks. vore børn?
Det begynder vist altid med respekt for hinanden, og så sker det bedst ved at man i en kærlig ånd gør tingene i fællesskab. Livet er ikke teoretisk — man kan ikke lære at leve rigtigt ved blot at få livet fortalt, det må leves.
Og vi skal også have med at opgaven er at gøre mennesker til disciple af Jesus. Vi har altså ikke som opgave at gøre alle folkeslagene til ’færdige kristne’, ’udlærte kirkemedlemmer’, hvor resultatet er nået når mennesker er blevet medlem af kirken. Nej, opgaven er at gøre alle folkeslagene, Danmark og danskere hører også med her!, til disciple, til lærlinge. At være discipel betyder at være lærling, at stå i lære. Det er en optagelse, en ansættelse, i en læreplads — ansættelsen sker i dåben, det tager ikke lang tid, lige som det heller ikke tager lang tid at blive ansat i en læreplads eller i et firma. Men resten af livet er vi altså stadig i lære. Jeg tror ikke vi kan pege på én eneste som er blevet udlært i at leve. Og hvis vi endelig skulle finde et menneske, som vi synes lever rigtigt — så ville dén person nok selv sige: nej, jeg er stadig på vej, jeg er lige begyndt.
Kirkens opgave er altså en anden end skolens, nemlig en holdnings— og handlingsundervisning. Og her må vi nok spørge om vi som kirke og menighed har nogen som helst mulighed for at leve op til denne opgave i dag. Det er ikke gjort med nok så mange aftenhøjskoler og studiekredse, for det er ikke en læresituation vi står med, men en livssituation. I et fællesliv kan man lære at holde. For dét der skal læres, er ikke at holde nogle moralske forskrifter, ’du må ikke!’, men kærligheden. Hér har vi måske nøglen til forståelse af denne dåbs— og missionsbefaling: Alt det Jesus har pålagt — man kan vist ikke sige det kortere end at det er kærlighed det drejer sig om. Kærligheden kan ikke indlæres, den må indleves.
Mission er derfor en meget ydmyg sag som begynder med os selv. Hvis vores holdning og handlinger er en overholdelse og en holden fast ved Jesu bud, så vil det være let at missionere, for den slags er umiddelbart overbevisende. Og modsat: hvis vi ikke selv har et sådant liv, så vil alle missionsbestræbelser være spildte.
Og hvem siger vi behøver at have så travlt? Jesus siger ikke at vi skal løbe af sted over hals og hoved ud i alverden, han siger gå. Vi kristne har ofte styrtet tankeløse af sted og braset ind i andre menneskers liv. Der er også en tid til selvbesindelse, og vi må tage os tid til det også i kirken, for mission kan kun lykkes hvis vi selv lever som Jesus har pålagt os. Og vi kan trygt bruge nogen tid på dette for han har lovet af være med indtil verdens ende. Jesus har lovet sit nærvær hos os og med os, også selv om det skulle tage lang tid for os at lære at leve dette nye liv.

SALMER:
Det dufter lysegrønt af græs
Herre Jesus, vi er her
Helligånden trindt på jord
Guds kærlighed ej grænse ved
Som korn fra mange marker
Gud har fra evighed givet sin Søn os til Herre