Det var absolut en spændingsfilm – den handlede om, hvordan først en lille flok jøder søgte tilflugt i Assisi, og så flere og flere, indtil ca 200 jødiske flygtninge var skjult i Assisi.

Da de første kom, betroede biskoppen af Assisi, monsignore Nicolini, ansvaret for deres skæbne til p. Rufino Niccaci, guardian i S. Damiano. Og han sørgede for at få dem skjult i Klarisser-klosteret San Quirico (som ligger tæt på ”vores” kloster i Assisi). Og senere i en lang række andre klostre og hos private. Det er en dramatisk historie, og også ind imellem med – trods alvoren - morsomme detaljer, fx om hvordan p. Rufino med biskoppens hjælp får overtalt la Madre Badessa i klosteret til det utænkelige - at lukke flygtningene ind i klausuren, da en tysk razzia nærmer sig.

Mange mennesker var involveret, en af kannikerne ved S. Rufino, don Aldo Brunacci, bogtrykkeren Luigi Brizi, som lavede falske identitetskort til flygtningene, søstrene og brødrene i en lang række af Assisis klostre. Ja, selv i en vis forstand også Arnaldo Fortini, formand for Selskabet for franciskanske studier og, indtil tyskerne rykker ind i Assisi, fascistisk borgmester. Han betror d. Niccacci ansvaret for en lille jødisk familie.

Ved krigens afslutning levede mange af jøderne forklædt som franciskanere i klostrene i og om Assisi, og i S. Damiano blev der sunget davidssalmer både på latin og på hebraisk.

Det var en spændende historie – men var det historiskrivning – eller var det en spændingsroman som Gøngehøvdingen? På sine steder er den lige så dramatisk.

For nogle år siden fandt jeg i Assisi den roman, som filmen byggede på i italiensk oversættelse ”Assisi clandestina”. Forfatteren var en vis Alexander Ramati, en polskfødt og jødisk krigskorrespondent, som var kommet til Assisi kort efter, at englænderne havde erobret Assisi. Han fik nys om historien om de 200 jøder, som havde levet skjult i byen, og at ingen af dem var blevet fanget af tyskerne. Han talte med mange af de implicerede, og besluttede sig at skrive en bog om det. Det kom til at vare mange år – han måtte først skrive en bog om den skæbne, som var vederfaredes hans polske jødiske familie, som ikke havde haft den samme lykke som jøderne, der kom til Assisi.

Bogen røber et stort kendskab til Assisi, geografien er rigtig, mange af personerne bærer navne, som vi støder på i Assisi. Meget talte for at det var en virkelighedsskildring. Men kunne det nu være det?

Fornyligt satte jeg mig for at prøve at finde ud af det. Og nu er der jo et redskab, hvor det er nemt at søge om oplysninger om alverdens ting: Internettet.

Og det som kan findes der, ser ud til at bekræfte historien. Assisi skjulte de mange jøder og ingen jøde blev fanget i Assisi og ingen deporteret til koncentrationslejr.

Tre gejstlige fra Assisi, biskop Nicolini, Don Aldo og P. Rufino, er alle blevet hædret med den israelske hædersbevisning ”Retfærdige blandt folkeslagene” og har fået plantet træer i Jerusalem.

Don Aldo er i øvrigt en lærd mand med en række videnskabelige værker. Og der er ham, der er initiativtager til Casa Papa Giovanni, retrætecenter med boghandel i Via S. Paolo i Assisi. Boghandelen er kendt af mange af Assisi-kredsens rejsedeltagere.

P. Rufini blev senere sognepræst i Pontenuovo i nærheden af sin fødeby, Deruta. Han døde i 1976, 65 år gammel. I de seneste år af sit liv var han engageret i et forsøg på at opbygge et center, hvor kristne og jøder kunne mødes.

Franciskanerne tog ansvar for jøderne, som var dem fremmede på flere måder. Der havde aldrig boet jøder i Assisi, og kendskabet til den jødiske religion var beskedent. Det kunne også være et forbillede for os, når vi oplever fremmede iblandt os med en fremmed religion, og oplever, at fremmedheden stadig kan give anledning til fjendebilleder og afvisning. Vi har ansvar for hinanden på tværs af alle grænser.