DANMARKS STØRSTE RELIGION HEDDER ON-LINE

af Mogens Hansen pastor, programsekretær i Danmarks Radio

På Assisi-Kredsens årsmøde holdt programsekretær Mogens Hansen et fordrag om
Frans og Lykkehjulet
- foredraget blev i virkeligheden en samtale med forsamlingen om, hvad medierne gør ved os. Vi bad om at måtte bringe det i bladet - og fik denne artikel fra Berlingske Tidende, som indeholder de samme tanker. Selve foredraget forelå ikke på skrift - og kunne det også dårligt i den form, som det havde.


Jeg er ikke sikker på det er rigtigt. Har religion - igen - den store folkelige interesse?
Må vi godt - igen - nævne ordet Gud i pæne forsamlinger? Men det er selvfølgelig afhængigt af, hvor man sådan færdes. Og hvem man færdes sammen med. Dér hvor jeg er i kirke om søndagen, er vi nogenlunde de samme folk og det samme antal som altid. Vi hilser pænt, vi har et overfrakkekendskab til hinanden. Og der er stadig plads til een til....
Jeg har været med til at formidle tro og religion i 25 år. Først som præst i folkekirken. Så som radioproducer med religion og tro som emne. Jeg ved ikke af, at der på det seneste skulle være kommet mere liv i de guddommelige klude. At nyreligiøsitet og alternative åndemagere skulle gribe stadig stærkere fast i mig og mine landsmænd og -kvinder, det savner jeg bevis for. Nåh jo, jeg har da mødt flere af mine jævnaldrende mere eller mindre socialist-68-ere, som har fortalt, at de igen har meldt sig ind i foreningen, i folkekirken. Og det ikke bare fordi de snart får brug for den sidste af dennes serviceydelser. Som een sagde: "Vi tog fejl, da vi påstod, at det åndelige ikke betød noget." Men det kan da ikke være de få ex-socialister, der får os til at påstå, at Gud igen er in?
Skulle det snarere hænge sammen med at en del af dem er journalister og den slags, som påstår, at de kender til situationen og det "folk" taler om? Og hvad vi mediefolk selv går rundt og mener, det har resten af verden værsgo også at mene.

Jeg tror det er helt andre og stærkere religionstendenser, der præger vor tid. Og de billeder, der tegner sig på min nethinde, når jeg ser mig omkring, bryder jeg mig slet ikke om. Samtidig med at vi som samfund lader flere og flere sejle deres egen sø, og mens vi afvikler det solidariske, læs næstekærlige, velfærdssamfund, så sidder vi og piller i vores egen kære navle, og taler om spiritualitet og livskvalitet, vores egen personlige, forstås.... Er der en sammenhæng? Hvad er det for en religion, der er in?
Og hvad er det for en vogn, Gud er ved at blive spændt for? Mens den ene tendens i alle religioner i hele verden går i retning af fundamentalisme, hvor livets sikre, eensporede vej er beskrevet og beordret, så kaster andre sig ud i at sammen-zappe sin egen behovs-religion. Værsgod, frit valg på alle hylder! En spiseskefuld hinduisme, en knivspids buddhisme og et gran kristendom røres rundt i selvoptagethedens store gryde!

Vi lever i det falske fællesskabs tidsalder. Det påstås, at vi er forskellige, men at vi i fællesskabernes store unionsnavn skal se bort fra disse forskelle. For NU skal vi være fælles!
Men sandheden er, at vi allerede er alt for ens! EU kommer mere og mere til at ligne det, der var meningen: Europas Forenede Stater med fælles love og agurke-standarder. Coca- Cola og MacDonald smager ens over hele kloden. Det var også meningen. Det er konceptet. Lissom Time Warner/CNN, MTV og Disney.
Vores største fællesskab er chance-religionens gudstjenester. Det vesterlandske menneske står i kø i supermarkederne foran altrene, kaldet On-Line. 3 millioner voksne danskere spiller hver uge for mere end 150 millioner kroner. Hvorefter vi går hjem og holder gudstjeneste foran TV- skærmen, når Super-Mandags-Stjerne-Joker-Lykkehjuls-Chancen viser de udtrukne salmenumre.
En højmesse i chance-religionen var TV-udsendelsen "Husk lige tandbørsten". For det meningstømte og tanke-tomme vesterlandske menneske drejede det sig ikke ikke om en tandbørste, men om en narresut. HER fik livet mening! Her blev vi en menighed. Og de, der fik adgang til templets allerhelligste - hangaren i Kastrup Lufthavn - de ofrede sig selv, deres undertøj eller barnets første tegning på høj- alteret, TV-skærmen, og blev i stedet velsignet med det, som er livets inderste mening: Penge! Så vi kan rejse bort. Langt bort!

Himmel og helvede har fået nye navne og lokaliteter. Nu hedder det Bahamas og Brande! Gentag efter mig: Der er kun een Gud, tomhedens Gud, og Casper Christensen er hans profet! De, der vil noget med folket, bruger den slags folkereligion på en måde, der får tidligere tiders religionsmagter til at blegne. Ganske vist er Rom stadig en religionens hovedstad. Lissom Mekka. Men de er i gennemslagskraft for intet at regne mod Hollywood og Atlanta City. Hvis der er nogen form for religion, der er in, og derfor fuld af betydning, så er det DEN slags. Vor hjemlige religionsforvalter, folkekirken, er helt uforberedt på situationen. Og når den elektroniske massereligion har særlig gode kår her til lands bærer folkekirken en stor del af skylden. En religion, hvis præster i et par menneskealdre har gjort en teologisk dyd ud af at påstå, at den ikke er en religion - med deraf følgende mangelsygdomme i ernæringen - en sådan religion har naturligvis forårsaget et stærkt svækket immunforsvar i sin menighed. En følelseskold og oplevelsestom kirke jager selv sine medlemmer i armene på andre slags kirker eller andre religioner. Der er behov for masser af eftertanke og besindelse i den indre folkekirke i disse år.
Har man ikke anden opgave som folkekirkemedlem, så har man ihvertfald et helligt, almindeligt kirkebænkeembede. Uanset hvad der ellers foregår af tåbeligheder ved gudstjenesterne, så synger man nogle gode salmer i folkekirken! Og bagefter, derhjemme, kan man altid ta´ en snaps til silden. Begge dele, en salme og en snaps, er det bedste der findes, når man skal hente mod og kræfter!

21. juni 1996 -gbp